Hvorfor gentagelser er en nødvendig del af markedsføring

Mange selvstændige har prøvet det samme:
Du deler noget, du har tænkt over længe. Et opslag, en story eller et budskab, der føles  gennemtænkt.
Efterfølgende er responsen ikke hvad du havde forventet, og indholdet er hurtigt videre i strømmen.

For mange skaber det en oplevelse af at begynde forfra hver gang. Det, man lige har sagt, er allerede ude af syne. Over tid begynder nogle derfor at skrue ned. De deler lidt sjældnere. Gentager lidt mindre.

Den reaktion handler i praksis ikke altid om kvaliteten af indholdet, men i højere grad om, hvordan synlighed fungerer, og hvordan information bliver mødt og bearbejdet.

For at forstå, hvorfor gentagelser spiller en vigtig rolle i markedsføring, er det nødvendigt at se på to forhold:
hvor mange der faktisk ser et budskab og hvordan hjernen arbejder med information over tid.

Ferskner

Hvor mange ser egentlig dit indhold?

Når et opslag deles på sociale medier, bliver det kun vist for en del af følgerne. For mange profiler ligger den organiske reach typisk omkring 5–15 % pr. opslag, afhængigt af format, timing og engagement.

Det betyder, at størstedelen af ens følgere ikke møder indholdet, når det deles første gang. Nogle møder det senere. Andre møder det slet ikke. Og mange møder det i korte øjeblikke uden fuld opmærksomhed.

Et budskab eksisterer derfor ikke som én samlet kommunikation. Det eksisterer som enkeltstående møder fordelt over tid. Gentagelser øger sandsynligheden for, at flere overhovedet møder indholdet og at de møder det på et tidspunkt, hvor der er mentalt overskud.

Et konkret billede på det er mails i en travl periode. At en mail er sendt, betyder ikke nødvendigvis, at den er læst, forstået eller prioriteret. Gentagelsen ændrer ikke indholdet, men øger sandsynligheden for, at det faktisk bliver taget ind.

Hvordan hjernen bearbejder information

Ud over synlighed spiller hjernens måde at arbejde på en afgørende rolle.

Hjernen modtager hele tiden flere input, end den kan bearbejde i dybden. For at fungere bedst sorterer den løbende information fra. Meget af det, vi ser og hører, bliver registreret kortvarigt og derefter lagt væk igen.

For at information bevæger sig fra registrering til egentlig forståelse, kræver det gentagelser. Når hjernen møder den samme information flere gange, begynder den at genkende mønstret. Genkendelse reducerer den kognitive belastning, fordi informationen ikke længere behandles som ny.

Her opstår et vigtigt skel mellem at have hørt noget og at have forstået det.

De fleste kender situationen, hvor man taler med sin partner eller en anden tæt person. Personen siger: “Jeg forstår.”
Alligevel viser det sig senere, at budskabet ikke er landet, som man troede.

Det skyldes ikke manglende vilje. Det skyldes, at informationen er blevet registreret, men endnu ikke integreret. Hjernen har hørt ordene, men har ikke haft gentagelser eller kontekst nok til at omsætte dem til en stabil forståelse.

Det samme sker i markedsføring. Forståelse og handling opstår ikke nødvendigvis samtidig. De opstår over tid.

Goal,Plan,Action

Samme budskab, forskellige situationer

Et budskab bliver ikke mødt under de samme betingelser hver gang. Det kan blive set i en pause, midt i noget andet, sent på dagen eller med begrænset opmærksomhed.

Gentagelser gør det muligt, at det samme budskab senere bliver mødt under andre forhold. Indholdet er det samme, men modtagerens mentale tilstand er en anden.

Mange har oplevet først at forstå værdien af et råd eller en pointe, når de møder den igen i en ny situation. Det er ikke indholdet, der har ændret sig. Det er konteksten.

Gentagelser skaber sammenhæng over tid

Når gentagelser undlades, bygger det ofte på en oplevelse af, at budskabet allerede er sagt. Den oplevelse tager udgangspunkt i afsenderens fulde overblik. Modtagerens oplevelse er anderledes, fordi kommunikationen bliver mødt fragmenteret.

Gentagelser fungerer derfor som det, der skaber sammenhæng over tid.

Markedsføring fungerer som en proces, hvor synlighed, forståelse og handling opstår gradvist. Gentagelser er en del af den proces, fordi de tager højde for både eksponering og den måde, mennesker faktisk bearbejder information på.